Mors dag – alt du skal vide
At være mor er at sætte sine børns behov før sine egne – og at elske dem ubetinget. Det er at være vågen mange lange nætter på trods af træthed. Det er at give sine børn det sidste stykke kage, som man egentlig gerne selv ville have. Det er benhårdt arbejde. At være nogens mor er at være hele verden for et lille væsen og at give hele sit selv i kærlighed. Derfor fortjener mødre at blive fejret mindst en gang om året.
Det gør vi på mors dag, hvor vi giver vores mødre en lille tak i form af en blomst, lidt chokolade, en sød hilsen eller en lille ting – vi siger tak for al hendes kærlighed og omsorg.
Din mor vil blive lykkelig for din opmærksomhed og anerkendelse og det er aldrig for sent at tage traditionen op. Har du en partner, der er mor til dine børn, vil hun også blive glad, hvis du sørger for lidt ekstra forkælelse til hende på mors dag.
Alle mennesker i hele verden har en mor. Alle er skabt og vokset i en mors mave. Det er simpelt. Uden mødre, ville vi ikke være her. Så husk din mor, dine børns mor, din veninde der er blevet mor – husk alle de omsorgsfulde mødre omkring dig på denne særlige dag.
Her på siden kan du både læse om, hvorfor og hvornår vi fejrer mors dag, ligesom du kan finde gode råd til, hvordan du bedst kan fejre netop din mor – og hvad de allerbedste mors dag gaver er. Du kan også læse om, hvad man stiller op med mors dag i svære situationer med splittede familier.
Hvornår er det mors dag?
Hvornår er det så mors dag? Det er ikke så enkelt at svare på, da tidspunktet for fejringen varierer. Mors dag afholdes altid i Danmark den anden søndag i maj. Det betyder, at datoen kan ligge på alt fra den 8. til den 14. maj.
Herunder kan du se, hvornår det har været mors dag og hvornår det er mors dag i fremtiden:
Mors dag 2022 | 8. maj |
---|---|
Mors dag 2023 | 14. maj 2023 |
Mors dag 2024 | 12. maj 2024 |
Mors dag 2025 | 11. maj 2025 |
Mors dag 2026 | 10. maj 2026 |
Mors dag 2027 | 9. maj 2027 |
Mors dag 2028 | 14. maj 2028 |
Mors dag 2029 | 13. maj 2029 |
Mors dag 2030 | 12. maj 2030 |
Mors dag 2031 | 11. maj 2031 |
Mors dag er i dag meget udbredt i hele verden, men den fejres på forskellige tidspunkter rundt om i verden. I Frankrig og Sverige fejres dagen eksempelvis den sidste søndag i maj, mens den i Norge fejres den 2. søndag i februar. I England fejres mors dag den 4. søndag i fasten mens Rusland fejrer dagen den 14. oktober. I Thailand fejrer man mors dag den 12. august på dronningemoderens Sirikits fødselsdag. Så selvom traditionen er den samme er datoen ikke fast. Det skal du lige huske på, hvis du har børn med en udenlandsk partner.
Sådan kan du fejre en mor med små børn
Små børn tænker ikke over, hvornår det er mors dag, så hvis du har en partner, der er mor til dine børn, må du hjælpe dem lidt på vej. Tag dem med på råd og hør dem, hvordan de synes, at netop deres mor fortjener at blive fejret.
Når man har små børn i hjemmet er søvnmangel et udbredt problem. Derfor kan I jo passende starte med at lade den trætte mor sove længe. Overrask hende ved at være den første på benene om morgenen, når de små vågner og skynd jer at luk døren ind til soveværelset, så hun forhåbentligt kan slumre videre.
Imens hun får lov til at sove længe, kan i forberede en lækker morgenmad til hende med hendes favoritter. Det kan være I plejer at lave pandekager til morgenmad, når I skal fejre noget? Måske elsker hun frisk frugt og kaffe? Eller måske skal I en tur til bageren? Uanset hvad, vil hun helt sikkert blive glad for, at I har tænkt på hende og lavet nogle af hendes favoritter til morgenmad. Husk også at lade hende drikke sin kaffe, mens den er varm. Det er nemlig ikke mange småbørns-mødre forundt i en travl hverdag.
Mange vælger også at give en lille gave til mor på mors dag. Det kan være at børnene selv kan lave en lille ting af perler eller tegne en tegning. Du kan også vælge den helt klassiske: blomster og chokolade. Hjælp dem med at skrive et kort, hvor de kan udtrykke deres følelser og måske selv lave en tegning på forsiden.
Vil I virkelig forkæle hende, kan I enten invitere hende ud at spise om aftenen på hendes yndlingsrestaurant eller sørge for, at hun bare kan slappe af og lave lige hvad hun har lyst til, mens resten af familien sørger for aftensmaden – som selvfølgelig skal være hendes livret.
Sådan fejrer du din gamle mor
Selvom du er blevet voksen og for længst er flyttet hjemmefra, vil du altid være din mors barn. Og selvom din mor er blevet gammel, glemmer hun aldrig dit lille babysmil og dine små buttede tæer. En mor er for altid en mor, og derfor må du ikke glemme at fejre hende på mors dag.
Bor i langt fra hinanden, kan du sende et kort, en buket blomster eller blot ringe hende op. For din mor er det helt sikkert ikke så vigtigt, om du har brugt mange penge på en dyr gave – det vigtigste er at du husker hende og tænker på hende. Så lad hende vide, at hun er i dine tanker på mors dag.
Vil du forkæle hende lidt ekstra, kan du købe en lækker gave til hende og sende den med posten – eller overraske hende med et besøg, hvor du selv kan give hende gaven. Du kan finde mange gode ideer til gode mors dag gaver længere nede på siden eller på siden mors dag gaver.
Bor du tæt på din mor kan du måske sætte aftenen eller dagen af til at hygge lidt ekstra om hende. Spis en god og fyldig brunch sammen. Bag en kage og drik en kop kaffe sammen – eller tag ud og oplev noget hyggeligt. Gå en lang tur. Din mor vil elske at være sammen med dig på denne dag. Har du søskende kan i med fordel slå jer sammen, så hun får glæden af jer alle sammen på én gang.
En mor uden børn?
Det er forfærdeligt, uretfærdigt og meget smertefuldt, når en mor mister sit barn. Men selvom barnet ikke længere er i denne verden, er hun for altid en mor i hjertet. Derfor må du endelig ikke glemme at fejre den mor, der ikke længere har sit barn hos sig. Send hende ekstra meget kærlighed på mors dag, som helt sikkert er en rigtig svær dag for hende.
Du kan eksempelvis sende hende en æske dejlig chokolade og et sødt kort, der minder hende om, at hendes moderskab er ligeså ægte som alle andres, og at hun – måske i endnu højere grad – fortjener at bliver forkælet på mors dag.
De bedste mors dag gaver
For din mor er det vigtigste helt sikkert, at du tænker på hende og har lyst til at bruge tid med hende. Men hvis du gerne vil gøre lidt ekstra ud af mors dag, kan du købe en lækker gave til hende. Uanset hvad du køber til hende vil hun sikkert blive glad, men det er bare federe at ramme plet. Her er der nogle forslag til, hvad du kan forkæle hende med.
De bedste mors dag gaver:
- Den klassiske: Blomster og/eller chokolade.
- Gavekort til en dejlig massage
- En middag på hendes yndlingsrestaurant
- Et stykke tøj hun vil klæde
- Et smykke
- Et køkkenredskab, hun ønsker sig
- En blød morgenkåbe
- En god bog
- En lækker creme eller parfume
- En oplevelse med hendes børn
- En god flaske vin
- En potteplante, som holder længere end afskårne blomster
- Hendes yndlingsslik
- En tur i biografen
- Et gavekort til hendes yndlingsbutik
- En smuk plakat
- En koncertoplevelse
- Keramik
- God kaffe eller te
- En lysestage
- En mors dag platte
- Et museumsbesøg
- En ny oplevelse
De bedste hjemmelavede gaver
Hvis din pengepung ikke rækker langt lige for tiden, behøver du ikke undlade at give din mor en skøn gave på mors dag. Kast dig ud i at lave en hjemmelavet gave – den bliver hun måske endnu mere glad for, end en du har købt, fordi hun ved at du har brugt en del af din dyrebare tid på at lave en lille ting til hende. Her kommer et par forslag:
- Hendes yndlingskage
- En omgang hjemmelavet syltetøj
- Strikkede eller hæklede sager
- Et hjemmelavet gavekort til gode ting – eksempelvis en middag resten af familien laver, mens hun slapper af
- Et hjemmelavet klippekort til at andre for eksempel tømmer opvaskeren
- Et hjemmelavet smykke
- Et sylteglas med blandselv-slik og et hjemmelavet kort
- Rent sengetøj på sengen og en hovedrengøring (hvis hun plejer at stå for det derhjemme)
Idéer til hjemmelavede mors dag gaver fra børnene
En hjemmelavet gave fra ungerne er altid en god idé. Enhver mor elsker de små kreationer, uanset hvor grimme de så objektivt set er. Så hold jer ikke tilbage og overrask hende med skønne og skøre hjemmelavede gaver. Her kommer et par forslag:
- Et smykke af perler
- En perleplade
- En tegning
- Et maleri
- En sten der er pyntet
- En collage med udklip fra blade
- En tom toiletrulle med påklistrede øjne og ører
- En sjov kreation af piberensere
- Et diorama lavet i en skotøjsæske
- Et klippekort til sjove ting (fx. en kildetur)
- En aften hvor de laver middag (sammen med den anden voksne)
Hvorfor fejrer vi egentlig mors dag?
Måske tænker du, at mors dag er noget moderne, kapitalistisk pjat, som forretningerne har kopieret fra USA for at sælge mere – lidt a la Valentins dag – men det er faktisk ikke helt rigtigt. For det første er mors dag en ret gammel tradition.
Mors dag, som vi kender den i dag, stammer helt tilbage fra 1800-tallet, hvor Julia Ward Howe prøvede at indføre en dag til at hylde mødre. Hun var forfatter og kæmpede for bedre forhold for kvinder og spædbørn. Hun kom ikke helt i mål med sit mors-dag-projekt, men det gjorde hendes datter til gengæld i løbet af 1900-tallet, hvor traditionen blev spredt ud over hele USA.
I 1929 kom traditionen til Danmark, med rigsdagsbetjent Christian Svenningsen, som havde stiftet bekendtskab med dagen i USA under 1. verdenskrig. Oprindeligt var dagen herhjemme dedikeret til at samle penge ind til krigsenker og mødre, der havde mistet en søn eller en mand i krigen. Som en ekstra håndsrækning til at klare dagen og vejen. Dengang var det jo typisk familien mænd, der sørgede for, at der var brød på bordet, mens kvinderne passede hjem og børn. Senere gik disse indsamlede penge til Mødrehjælpen, som den dag i dag stadig gør et stort stykke arbejde for både mødre og børn.
Men før alt dette, havde englænderne faktisk en lignende dag. Allerede i 1600-tallet fandtes der en slags mors dag i England, som blev fejret hver fjerde søndag i fasten. Her fik børn og unge fri fra deres tjenestesteder til at tage hjem til deres “moderkirke”. Det betød, at hele familien kunne samles på denne dag, hvilket var meget sjældent dengang. Der blev serveret traditionelle, lokale lækkerier som pandekager og plumkage. Mors dag ligger stadig den fjerde søndag i fasten, men i dag ligner deres mors dag vores med gaver, blomster og forkælelse.
Før traditionen fra USA brød igennem i Danmark havde man faktisk også herhjemme gjort tidligere forsøg med en lignende dag. Allerede i 1910 prøvede man at indføre et mors dag koncept i Rønne. Her fejrede 400 mennesker “moders dag”, som baptistmenigheden havde inviteret til. Denne tradition hang dog ikke rigtig ved.
Mors dag har altså en lang historie og stammer forskellige steder fra, men i dag fejres den stort set ensartet i hele verden. Oprindeligt var dagen slet ikke kommerciel og handlede ikke om gaver, men om at hylde en moders nærvær, kærlighed skønhed – og så var dagen også et symbol på fred. Senere er vi begyndt at indføre gaver og blomster, som en måde at fejre vores mødre på – og i dag fejres mors dag med gaver eller kort nærmest alle steder. Men måske kunne vi lære lidt af fortiden og fokusere lidt mindre på de dyre og store gaver og lidt mere på nærværet, familien og kærligheden i mellem os.
Mors dag er i dag uden sammenligning den mærkedag herhjemme, der betyder allermest – og som hvert år virker til at sætte nye rekorder for blomstersalg og gaveindkøb. Valentinsdag er også populær, men mens det ikke er alle, der har en kæreste, så har (eller kender) vi alle sammen en mor, der fortjener fejring på mors dag. Vi danskere går virkelig op i at hylde vores mødre – og gudskelov for det. Derfor er mors dag den største dag på året for blomsterhandlere over hele landet. De fleste af dem har derfor også åbent på dagen, selvom det er en søndag.
Mors dag gennem tiden
Selvom mors dag i dag er utrolig populær og faktisk bliver fejret i mere end 50 lande verden over, så har det ikke altid været sådan. Mors dag har været igennem både op- og nedture gennem tiden, ligesom måden vi fejrer den på har ændret karakter. Faktisk har dagen været ved at udgå helt – men det fik vi heldigvis gjort op med, så vi fortsat har en dag dedikeret til at fejre alle vores fantastiske mødre.
I begyndelsen handlede dagen om at samle penge ind til nødstedte kvinder, der havde mistet børn eller mænd i krigen.
Senere i det 20. århundrede, kom der stort fokus på, at man skulle fejre mors dag ved at hylde moderens sammenhængsskabende kraft. Man skulle anerkende, at mor var det midtpunkt, der fik hele familien til at hænge sammen – og faktisk også hele samfundet. Derfor hyldede man både levende og døde mødre ved at sætte en nellikeblomst i brystlommen.
I 1950’erne stillede man mere skarpt på den enkelte mor og på hendes rolle som husmor. Her begyndte det altså at handle mere om moderens rolle i hjemmet og alt det arbejde, som hun udførte, for at tage sig af sin familie. Dengang ville man derfor typisk fejre en mor, ved at lade hende få en fridag fra det huslige arbejde – og (paradoksalt nok) fra børnene.
I 60’erne begyndte oprør og kvindekamp at skubbe mors dag lidt ind i skammekrogen. Mærkedagen dalede markant i popularitet, fordi den på mange måder hyldede de kønsroller og arbejdsfordelinger, man ønskede at gøre op med. I 70’erne og 80’erne under kvindefrigørelsen lå fejringen af mors dag på et meget lille sted.
Men så kom 90’erne og der skete igen noget. Traditionerne begyndte at blive interessante på ny. Man så mange unge tage afstand fra den totale frigørelse og flere begyndte at blive gift og genoptage gammeldags kønsroller – dog uden at kvinden igen blev reduceret til husholderske. Og det er faktisk i denne periode, at gaverne på mors dag begyndte at blive introduceret. Man ville gerne fejre mødrene igen, men det gav ikke længere mening, at give hende en fridag fra det huslige arbejde – som man som moderne familie jo gerne skulle deles om i forvejen. Derfor blev en gave og lidt forkælelse en god måde at fejre mors dag på.
I dag er familien igen i centrum og mange vil gerne vise, at de er glade for alt det, mor gør for familien. I dag er det ikke “kun” det huslige arbejde hun bidrager med. I dag er moderen for længst trådt ind på arbejdsmarkedet og i nogle hjem tjener hun mere end far. Alligevel har hun fortsat en ganske særlig rolle derhjemme for børnene – og hun er trods alt også den der kan bære og føde et barn!
I dag er der desuden kommet en ekstra dimension: de sociale medier. Mange vælger at hylde deres mor på Facebook eller Instagram, så alle kan se, at de har verdens bedste mor. Det vil din mor med al sandsynlighed også sætte pris på – men husk nu, at de sociale medier aldrig kan erstatte det ægte nærvær.
Mors dag i delefamilier
Der findes uendeligt mange former for familier i dag. Det er ikke længere givet, at der er en far, en mor og nogle børn. Nogle familier har 2 mødre eller 2 fædre og andre er skilsmissefamilier eller sammenbragte familier. Og hvad gør man så med mors dag? Det kan være forbundet med stor sorg, at splitte en familie op og sorgen kan nemt dukke op til overfladen på mærkedage som for eksempel mors dag.
Her må man som voksen i en familie tage ansvaret på sig og sørge for, at alle børns mor bliver fejret og forkælet – uanset hvilket forhold man selv har til hende. Er man bonusforælder må man ligeledes tage ansvar for, at mor bliver fejret. Det skal ikke gå ud over børnene, at de voksne ikke kan enes. Og er de små har de ikke selv kapacitet til at fejre deres mor – og vil måske få dårlig samvittighed, når der bliver talt om mors dag henne i skolen eller i børnehaven. Når børnene så er store nok, kan de selv tage over og tage stilling til, om det er noget de har lyst til at fortsætte med.
Er der tale om en familie med 2 mødre – Skønt!, jamen så er der jo bare dobbelt op på fejring og I kan fejre hinanden. Er der tale om 2 fædre kan man måske vente til fars dag og give den fuld gas på fejring der. Børn er klogere end vi lige går og tror og de kan sagtens forstå, at man i deres familie gør tingene lidt anderledes.
Den svære mors dag
Hvis man har mistet sin mor, kan mors dag være en rigtig svær dag, hvor der bliver rippet op i savn og sorg. Det kan være uendeligt svært at finde sig til rette i verden uden sin mor, fordi mor ofte er – og altid har været – det faste holdepunkt. Når hun så er væk, og kærligheden fortsat er der – ja, så bliver kærligheden hjemløs. Og det gør ondt. Disse følelser kommer gerne op til overfladen på mærkedage som mors dag.
Hvis du har været vandt til at fejre din mor på mors dag, og hun ikke længere er her, så kan du måske tage en lille stund for dig selv, eller med familien, hvor I besøger hendes grav og stiller en fin blomst til hende. Snakker lidt med hende. Det er en sød gestus, som hun sikkert ville have sat pris på. Du kan også donere til velgørenhed i hendes ære eller lave noget frivilligt arbejde, som du tror hun ville have syntes om.
Kender du en alenemor? Husk hende!
Hvis du kender en alenemor, så husk hende lige på mors dag. Uanset om det er selvvalgt eller ej, er det benhårdt at være alene forælder om et eller flere børn.
En alenemor er altid den eneste voksen. Hun har altid ansvaret for, at børnene er rene, mætte og glade. Det er altid hende der skal putte. Også når det tager flere timer. Det er altid hende der skal op om natten og det er altid hende, der skal deale med opkast, syge børn og lort i sengen. Hun slider helt sikkert i det, og der er ikke meget tid til egenomsorg og forkælelse for hende. Ligesom der heller ikke er nogen, der køber mors dag gaver til hende.
Så hvis du kender en alenemor, som fortjener et klap på skulderen, så husk hende på mors dag. Send hende en kærlig tanke og lidt forkælelse i form af noget lækkert. Det vil hun helt sikkert blive rigtig glad for. Er du hendes gode veninde eller nære familie kan du også tilbyde at passe ungerne, så hun kan få lidt tid til sig selv.
Tænk over, hvorfor hun er den bedste mor
Hvorfor er din mor den bedste mor i verden? Hvilke kvaliteter ved hende holder du ekstra meget af? Og hvilke oplevelser i har sammen sætter du størst pris på? Hvilke barndomsminder har du mest kær? Og hvornår irriterer hun dig allermest? prøv at gå i tænkeboks, og find frem til, hvorfor netop din mor er den bedste mor i verden. Det vil ruste dig super godt til at skrive et rigtig godt mors dag kort, og hvis du tør kan du måske ringe din mor op og fortælle hende om de ting, du er kommet på i dagens anledning. Din mor vil med garanti elske dig for det!
Svære følelser på mors dag
Mors dag er også en fantastisk anledning til at tænke over, hvad der gør, at netop din mor har været – og er – den mor hun er for dig. Hvilken historie har hun med i rygsækken. Hvilke forudsætninger har hun haft? Forældre er også bare mennesker (selvom vi ikke tror det mens vi er børn) og de er fulde af fejl og mangler. Langt de fleste mødre – og fædre – har gjort det bedste de kunne med det de havde at gøre godt med. Det ligger naturligt til mennesker at elske deres børn, så din mor har med al sandsynlighed elsket dig det bedste hun kunne. Derfor kan din barndom godt have været svær – og måske skyder du naturligt skylden på din mor.
Måske kan mors dag også være en dag, der giver anledning til tilgivelse. Har din mor svigtet dig eller fejlet i din opvækst? Kan du, nu hvor du er voksen, bedre se, hvorfor hun gjorde som hun gjorde? Nogle ting er selvfølgelig utilgivelige, men i mange tilfælde, kan vores voksne perspektiv dæmme op for de problemer, vi har haft i opvæksten.
Forsøg at se tingene fra din mors perspektiv og se, om du kan finde et udgangspunkt I kan tale ud fra. Måske I kan bruge mors dag som anledning til at kontakte en professionel, der kan hjælpe jer igennem traumet. Det har været hårdt for dig, men din mor vil sandsynligvis heller aldrig kunne tilgive sig selv de fejl hun har gjort overfor dig. og når alt kommer til alt er hun stadig din mor, så hvorfor ikke prøve at få det bedste ud af det?
Hvad med fars dag?
Mors dag er som sagt utrolig populær og vi har styr på oprindelsen, men hvad med fars dag?
Fars dag blev faktisk skabt med inspiration fra mors dag og den er oprindet i nogenlunde samme periode. Fars dag stammer også fra USA, hvor Sonora Louise Dodd introducerede dagen for at hylde sin far.
I 1935 kom dagen til Danmark, hvor vi fejrer fars dag den 5. juni. Fars dag er, ligesom mors dag, meget populær i Danmark, men fordi vi sjældent giver blomster til mænd, er det sværere at måle danskerenes engagement i dagen ligeså direkte, som vi kan med mors dag, hvor langt de fleste køber blomster. De fleste køber enten spiritus, elektronik, gadgets eller sokker til deres far, når det er fars dag.
Mors dag i fremtiden
Mors dag har virkelig fundet sin vej tilbage, den har virkelig vundet indpas og den har stort set aldrig været mere populær end den er nu. Hvor er det skønt, at vi alle sammen har lyst til at fejre de mødre verden over, som gør det så godt og får både familier og husholdninger til at hænge sammen, mens de skal være moderne og individualistiske kvinder.
Mors dag er tilbage for fuld skrue. Så mon ikke traditionerne og skikkene omkring mors dag også kommer til at række langt ind i fremtiden? Måske vil vi fejre dagen på anden vis, hvis vores måde at leve i samfund på ændrer sig. Måske vil vi ikke længere købe gaver, men i højere grad værdsætte nærværet og kærligheden. Måske vil familie konstellationer ændre sig så kraftigt, at begrebet “mor” vil begynder at skride?
Der er i disse tider i den grad opbrud i kønsrollerne og i hele vores forestilling om, hvad det vil sige at være mand, kvinde eller ingen af delene – og også om, hvad det vil sige, at være en mor eller en familie. Kernefamilien kan se ud på rigtig mange måder i dag og det åbner begrebet “mor” op.
Men uanset hvor flydende begrebet “mor” kommer til at være i fremtiden, tror vi dog på, at der altid vil være grund og lyst til at fejre mors dag, fejre fars dag, eller måske bare fejre vores ophav og den kærlighed vi er skabt i og vokset op i.